Thin Blue Line
Thin Blue Line
Hvilken forskel gør Thin blue Line?
Thin Blue Line Denmark blev stiftet tirsdag den 6. december 2016. Foreningens arbejde startede dog allerede på mere uformel basis med en indsamling i september 2016, efter en polititjenestemand i tjeneste blev skudt på Christiania i forbindelse med en anholdelse. På kun én måned blev der indsamlet knap 1 mio. kroner, som den 3. oktober 2016 blev overrakt til den hårdt sårede polititjenestemands familie.
“Thin Blue Line” er et begreb, som anvendes verden over. Der findes ikke en verdensomspændende organisation bag Thin Blue Line, men verden over har lande fortolket og udmøntet begrebet forskelligt. I langt de fleste lande har politifolk startet en webshop, hvorfra de sælger ”Thin Blue Line” merchandise dedikeret til det konkrete land. I andre lande fungerer Thin Blue Line udelukkende som en platform på de sociale medier, hvor politifolk forsøger at skabe forståelse og dialog med befolkningen .
Formålet med organisationen
Foreningens formål er først og fremmest at støtte tilskadekomne ansatte i dansk politi og disses pårørende. Støtten yder vi primært via diverse ture, rejser, arrangementer, netværksmøder, koncerter, foredrag mv, som alle har det til formål at skabe:
- Anerkendelse for politifolks indsats
- Hjælp til selvhjælp via styrket netværk
- Opmærksomhed på området
- Dialog og forståelse mellem politifolk og borgerne
- Yde økonomisk støtte